Sorg i forbindelse med beboers dødsfald

Har du været, eller har du haft en kollega, der har været, i sorg over en beboers død?

Sorg i almindelighed kan være svært at tale om. Sorg over en beboers dødsfald endnu sværere. Dét, der er svært at tale om, er gerne af betydning. Men en betydning der ikke har fået den nødvendige vægt. Sorg hos en medarbejder, på grund af en beboers død, kan betyde, at den enkelte kan komme til at gå alene med sine tanker, følelser og sit savn.

Kultur er noget levende, som alle hele tiden er med til at skabe. Enhver kultur er med til at legitimere, hvad der kan tales om og hvad der ikke kan tales om. Om der er plads eller ikke til at tale om egne reaktioner, tanker og følelser. I en kultur hvor det er svært at tale om sorg, kan den enkelte i sorg selv være med til at miskende sin egen sorg.

Bag enhver kultur er der tanker og idéer. Tanker og idéer der er med til at bestemme, hvad der kan tales om. Der kan være uklare idéer om, at sorg ikke hører til arbejdslivet. Der kan være idéer, der har fikseret. Foreksempel en idé om at det er uprofesionelt hvis man ikke kan holde den distance, der gør, at de mennesker man arbejder med ikke kommer for tæt på en. Men det er en misforståelse.

Arbejdet med udviklingshæmmede kræver en subjektiv investering.

Når det menneske, man har investeret sit engagement i dør, kan dødsfaldet udløse en sorg. Et menneske man har fulgt i hverdagen, måske i mange år, har fået en særlig betydning for en. Det kan udløse en sorg, der kræver et sorgarbejde. Et sorgarbejde er et subjektivt arbejde der gør det muligt for medarbejderen at genvinde sig selv og komme videre. Det er det, der er sorgens funktion. En funktion der gør det muligt at man kan geninvestere på ny efter et tab, så man kan beholde engagement i forhold til beboerne og bevare arbejdsglæden.

Derfor er det vigtigt at være opmærksom på de sorgprocesser, som upåagtet kan være i gang i en personalegruppe. Det er vigtigt, at den enkelte i sorg får plads og anerkendelse, så man kan tale åbent om den. Er det ikke muligt, så kan denne umulighed være kimen til at personaleproblemer kan opstå, fordi man fejltolker hinanden i en svær tid. For den enkelte kan det være kimen til at arbejdsglæden og energien kan svinde ind, idet en ubearbejde sorg tager energien og kan medføre beskyttelsesmekanismer mod at blive ramt på ny.

Vi lever i en tid, hvor sorgen er blevet en privat sag.

Sådan har det ikke altid været. Engang var et dødsfald en offentlig begivenhed. I middelalderen have enhver pligt til at følge præsten, hvis han var på vej til at give en person den sidste nadver. Pligten gjaldt også selv om man ikke kendte den, der lå for døden, og pligten gjalt også børnene. Familien deltog, men den havde ikke nogen særstilling frem for andre. Det var den døende, der var hovedpersonen og hans/hendes ceremoni. Det var ham eller hende der skulle tage afsked med livet og med de levende. Den døende som fællesskabet skulle stage afsked med. Der var klare angivelser på, hvad der skulle ske og alle vidste, hvilken plads de skulle indtage i ceremonien. På den måde blev man selv forberedt på døden og det at miste. Det blev man fra barns ben af og ved mange lejligheder gennem livet.

Det siges, at gennemsnitsalderen for hvornår man ser en død første gang i dag er 35 år. Vi dør senere og døden er ikke længere en del af hverdagslivet. I de århundrede der er gået fra middelalderen og frem til i dag, er vi blevet stadig mere fremmed over for døden. Ikke kun fordi vi oplever den sjældnere, men også fordi døden har fået en anden plads i kulturen. Døden er blevet et privat, og frem for alt familiært, anliggende. Man kan sige, at sorgen over den andens død i det private rum, har overtaget den plads som middelalderens offentlige dødsceremoni havde.

Det betyder, at vi lever i en tid, hvor vi ikke længere er fortrolige med døden. Den fortrolighed med døden, som en del af kulturens gave, har vi ikke længere, Når vi nu står over for den må vi derfor selv finde vej i det private rum. Ofte sammen med andre, der også er sorgramte. Det kan være vanskelige betingelser, hvis sorgen af den ene eller anden grund kræver mere i sit forløb, end der er overskud til.

På en institution, som også er et hjem for de udviklingshæmmede, vil det være en god ide, at begynde at tale om den kultur man har skabt sig omkring dødsfald og sorg. For det er jo ikke kun personalet der mister en beboer. Det er også de øvrige beboere der misten en nabo, en ven, måske en kæreste. Jo bedre personalet er i stand til at rumme egen og andres sorg, jo bedre forudsætninger er der i gruppen for at støtte beboerne i deres sorg. Derfor tror jeg det er vigtigt at starte i personalegruppen. Der kan være mange måder at gribe et sådant arbejde an på. Lige fra temadage over kurser til supervision. Men det, at tage opgaven på sig og begynde at tale om det, der er svært, og på den måde gøre et kulturarbejde i institutionen, det er det afgørende.

Sorg er ikke noget der udelukkende har med privatlivet og familien at gøre. Sorg har med det menneskelige at gøre og det findes, hvor mennesker er og virker. Jo bedre vi bliver til at tage det menneskelige med i betragtning, jo mere menneskelig gør vi os selv. Og menneskelighed er der brug for på alle planer i en organisation, der arbejder med mennesker.  

Af Jane Bykær for tidsskriftet Udvikling nr. 2. 2009.
Tilbage til artikler