Omsorg for børn og unge i sorg

Hvorfor have fokus på børns og unges sorg

Det er der gode grunde til. Vi mennesker er mennesker i forhold til dem vi knytter os til og måden, vi gør det på. Når vi mister nogen, der står os særlig nært, udløser det en sorg. Det gælder for børn som for voksne. At gennemløbe sorgen, er det, der gør det muligt at leve videre efter et tab.

Der er forskel på den voksnes og barnets sorg, men der er flere ligheder end forskelle. Vi taler ikke om, hvad der er værst og hvem det er sværest for, blot at det er forskellige situationer. Barnet og den unge er i gang med at skabe deres tilgang til verden og andre mennesker. De er i gang med at undersøge, hvordan de kan navigere mellem muligheder og umuligheder og finde deres veje gennem livets mange krinkelkroge. De mennesker, der har en særlig betydning for barnet og den unge, vil indgå på særlige pladser heri. Netop barnets opgave med at finde ind i det menneskelige udfordres af sorgen. Barnet har brug for at blive genkendt i sorgen. I de svære og uforståelige tanker, følelser og den forladthedsfølelse, som tabet medfører. At miste en nær og elsket person, er at blive kaste ud i en ukendt verden.

En pige, der lige var startet i 1. klasse, mistede sin mor. Pigen mødte i skolen og sagde; "Nu har jeg ikke nogen mor mere".  Ingen voksne var i stand til at sige noget. Ingen viste hende eller de andre børn, at der kunne tales om død og sorg. Alle havde ondt af hende, beskyttede hende og var hensynsfulde. Men ingen kunne hjælpe hende med at få præciseret situationen. Hun havde stadig en mor (inden i sig), men hendes mor levede ikke længere. Det turde ingen tale med hende om. Hun kom til at gå med denne væsentlige del af sig selv i ensomhed. Den del der betød, at der blev en kløft mellem den del af mor, som fortsat var inden i hende, og den del af mor, som var fraværende i den faktuelle verden.

Det er sorgens funktion at danne bro over den kløft

Den bro skabes i det, der er muligt at sige. Derfor er det vigtigt, at nogen taler med barnet. Der skal andre mennesker til for at kunne sige noget. Alternativet er tavshed og så må det ud andre steder. At miste muligheden for at tale, kan gøre tabet endnu værre. En sorg der ikke kan forløbe på grund af tavshed, kan fiksere og skabe betydelige problemer. Den kan vikle sig ind i det arbejde enhver har at gøre med at finde egne veje gennem livet. Et barn der har mistet uden at kunne bygge bro over tabet i talen, kan for eksempel, i et forsøg på at overkomme det, der er hændt, skabe gentagelser. Eksempelvis kan den unge bryde med en ellers værdsat kæreste - fordi nærheden i sig selv vækker angsten for at miste.  

Pigens situation ligger flere årtier tilbage. Hendes historie har det formål hér, at spørge; "kunne det ske nu?" Ja, det kan ske og det sker. Død, sygdom, brud og andre tab er ikke det vi i vores kultur, er bedst til at tage vare på.

Nærværende voksne

Børn og unge har brug for, at der bliver talt. Det er ikke blot en privat sag mellem barnet og dets familie. Der er brug for nærværende voksne i vuggestuer, børnehaver, skoler, på gymnasierne, uddannelsesinstitutionerne og arbejdspladserne.

Det vi har svært ved at tage vare på, forsøger vi i vor tid at løse ved at skabe specialinstitutioner eller lave politikker for det.  Kulturen havde engang ”sorginstitutionen og -politikken” indbygget i den enkeltes hoved. Nu står vi fremmed over for sorgen, famlende overfor hinanden.  

Sorgpolitik sætter sorgen på dagsordenen ude, hvor børn og unge er. Det er en god begyndelse. Men sorgpolitik gør det ikke alene. Om den fungerer, afhænger af de mennesker som varetager den. At gå fra ”det taler vi ikke om” til at tale om det, kan kræve hjælp. Kræftens Bekæmpelses Rådgivningscentre stiller sig gerne til rådighed for alle, der har brug for støtte til skabe en erfaring med sorg, der har effekter for børn og unge.

Af Jane Bykær. Kronik Jyske Vestkysten 17. januar 2010
Tilbage til artikler