Om forholdet mellem autisme og normalitet

Indledning

Autismen er en radikal måde at være til på som menneske. Den stiller spørgsmål til, hvad det vil sige at have en indre psykisk verden, hvordan vi får adgang til virkeligheden, og hvad sproget har af effekter for os. Autisme blev første gang beskrevet som selvstændig diagnose i 1943 af Leo Kammer i ”Autistiske forstyrrelser af affektiv kontakt”.[1] Året efter udkom Hans Asperger med sin artikel ”De ”autistiske psykopater” i barnealderen”.[2] Nærværende artikel påtager sig ikke at skelne mellem forskellige autismeformer og deres specifikke træk, men tænker autismen som den radikale situation, hvor udvekslingsfunktionen (hvad det er vender jeg tilbage til) ikke er blevet dannet. En funktion i det ubevidste, som er forudsætningen for at kunne danne symbolsk funderede relationer med andre mennesker.

Det moderne menneske lader sig hurtigt fascinere af autismen. De sidste årtier har der vist sig en stor interesse for autisme. Der udgives bøger og laves film om emnet som aldrig før. Hvad er det vi, med denne interesse, forsøger at forstå ved os selv, vor kultur og vor tid? Særlige firmaer ansætter autister og ønsker kun dem. Hvad er det autismen kan, som efterspørges netop nu? Disse spørgsmål frembringer et implicit tema, der genoptages til sidst i artiklen. Dens hovedopgave er imidlertid at skelne mellem autisme og normalitet med udgangspunkt i det ubevidstes funktioner. Som case benyttes Gunilla Grelands bog: ”Et rigtigt menneske” med undertitlen ”mit liv som autist” samt kliniske eksempler.

Artiklens baggrund

De sidste år har jeg modtaget godt en håndfuld børn og en enkelt ung,[3] hvor forældrene og med dem pædagoger, lærere og/eller socialrådgivere har haft en mistanke om autisme eller autismelignende forstyrrelser. I de nævnte tilfælde har autismediagnosen, efter at barnet har haft mulighed for at blive lyttet til, kunnet afkræftes. Derudover har yderligere en voksen direkte formuleret en henvendelse ud fra en tanke om at lide af autisme. Med undtagelse af ét tilfælde drejede det sig om (infantile) neuroser. Det har været påfaldende, at de voksne så forholdsvis hyppigt har forsøgt at forstå træk hos det normale/neurotiske barn som udtryk for autisme. Er vi kommet i en situation, hvor alt det, der opleves fremmed, må radikaliseres, før vi kan få øje på det? Da er autismen blot en ud af flere mulige diagnoser. Er vi ved at miste erfaringen med menneskets kompleksitet og dets udtryksformer? Det er nogle af de spørgsmål, der har sat mig i gang med at skrive denne artikel. Det er store spørgsmål, og store spørgsmål har sjældent, når vi ser bort fra de eksakte videnskaber, enkelte svar. De kan derimod sætte os i gang med et arbejde. Den funktion har spørgsmålene her.

En praksiserfaring er ikke nok til at tale om en tendens i tiden, men nok til at starte overvejelser over et fænomen. I de tilfælde, der her refereres til, havde forældrene ikke et ønske om at få cementeret autismediagnosen, men derimod et ønske om at forsøge at forstå det, der ikke kunne få tale i relationen mellem dem og deres barn. Efter et arbejde med barnet og med forældrene gled spørgsmålet om autisme hurtigt ud for forældrenes vedkommende.

Almindeligvis forbindes autisme med en tilstand, hvor personen lukker sig inde i sig selv, virker fremmed på omgivelserne, bærer et eller flere påfaldende særpræg og har visse bemærkelsesværdige tekniske evner på specifikke felter. De voksne havde alle haft oplevelsen af barnet som indelukket, særpræget og fremmed. De havde vanskeligheder med ”at nå ind til” barnet. At det ikke var muligt at skabe en tilfredsstillende relation mellem den voksne og barnet, oplevedes af de voksne som en fejl (fejle noget) hos barnet. En fejl der skulle være årsag til relationsproblemet. Men denne vanskelighed kunne som sagt ikke begrundes i autisme hos barnet. At vi forsøger at nærme os det fremmede ved at give det et navn, er et menneskeligt træk. Vi vil gerne vide besked. Men sagen er den, at ingen instans på forhånd kan vide noget subjektivt om os. Den viden, der interesserer psykoanalysen, er den, der er mulig at skabe i en udveksling.

Artiklen beskæftiger sig med kroppen, talen og det ubevidste subjekts konstituering. Det sker via den franske psykoanalytiker Jacques Lacans reformulering af Sigmund Freuds psykoanalyse. At skelne mellem autisme og normalitet går via spørgsmålet: Hvad vil det sige at være til i en krop og, i kraft af det, at vi taler? Artiklen kan benyttes som en introduktion til dele af Lacans arbejde.

En plads i sproget eller ej

Leo Kammer[4] nævner et særegent træk ved de børn, han undersøgte. De gentog de personlige stedord, som de havde hørt dem, uden tilpasning til den ændrede talesituation. Sætninger blev kopieret i intonation, grammatikalsk form og tonefald uden hensyn til den nye talesituation. Et barn, der havde hørt sin mor sige, ”Nu vil jeg give dig mælk”, udtrykte sit behov for mælk med præcis den samme sætning. Konsekvensen er, at barnet altid kommer til at omtale sig selv som ”du” og den tiltalte person som ”jeg”[5]. Dette fænomen kalder Kammer ekkolali.

At noget gentages som et ekko af en tidligere hørt tale, er ikke nok til, at der er tale om ekkolali. I den almindelige talen findes der ekkoer i mange afskygninger, og de kan have forskellige funktioner i sproget. At lære at tale er at benytte ekkoer. Det gammelkloge barn, der gentager den voksnes tale, er ét andet eksempel. I diverse faggrupper er der sprogfænomener af ekkotypen, for eksempel sætninger der stammer fra en eller flere særlige autoriteter i fagets felt, og her i denne tekst kommer der adskillige ekkoer, blandt andet i form af citater. Det sociale bånd (uddybes senere) bygger ligeledes i stor udstrækning på fænomener, som er ekkoer, der vender tilbage, ligesom det enkelte menneskes tale over tid myldrer med ekkoer. Fra hvilken tid og fra hvilket sted og hvad den enkelte benytter det, der vender tilbage, til i sin tale, er afgørende. Afgørende for om der kan være tale om det klassiske autismesymptom – ekkolali – eller for, om der overhovedet siges noget eller ej. Enhver ved fra sin personlige erfaring, at det at åbne munden og fremføre sætninger ikke nødvendigvis er det samme som subjektivt at sige noget.

For at kunne indtage en selvstændig plads i sproget er det nødvendigt, at sprogets elementer er til rådighed. Nogen må sige noget til barnet, og det må høre andre tale. Taler vi kun med børn om det, vi tror de kan forstå, så vil der ikke ske ret meget. Sproget kommer altid forud for at forstå. Det ved forældre til spædbørn. Sprogudvekslingen forudgriber barnets tale. Det er omsorgspersonen, der fortolker barnets ytringer (grynt, gråd, smil m.m.), og på den måde inddrager det i den sociale sammenhæng, som vi mennesker befinder os i. Særkendet ved os som art er netop, at vi taler, at vi har et sprog. Barnet hører, imiterer sproget, udveksler med andre og ændrer sig derved. Omsorgspersonen må understøtte denne sproglige, symbolske udveksling. Hun/han må være garant for udvekslingen ved at tillægge den betydning. Barnet må anerkendes på en symbolsk plads. At bære et navn er at være blevet udpeget af den anden som subjekt. Det er ikke noget privat anliggende, hvorvidt man vil give sit barn en sådan plads. Loven giver sig tilkende på dette sted – ethvert barn skal inden for en vis tidsramme gives et navn. Sker det ikke, træder staten til. Det er en symbolsk tilkendegivelse af, at barnet indgår og regnes med i det sociale felt, som samfundet udgør.

For autisten er forudsætningerne for at indgå i denne symbolske udvekslingsrelation grundlæggende forstyrret. ”Talen er forstyrret på mange måder, særligt går der lang tid før det autistiske barn selv begynder at sætte ord sammen til sætninger”[6]. I forlængelse deraf er det at tale, ud fra en subjektiv position, at sige noget selv via de elementer, der er til rådighed, et strukturelt problem for autisten. Det normale subjekt er på ingen måde fritaget for denne vanskelighed, men vilkårene for talens muligheder er grundlæggende forskellig fra autismens. Gunilla Greland, en autistisk kvinde, har skrevet selvbiografien ”Et rigtigt menneske”.[7] Hun skriver: ”Ordene var til rådighed for mig, lige til at tage af. Det at tale krævede, at jeg anstrengte mig, men selve ordene gled ind i min hjerne og lagde sig på plads. … Det var det at omsætte ordene i tale der var besværligt …”.[8] Sproget har for hende ikke den funktion, at det placerer hende i sociale og symbolske sammenhænge. “Jeg havde ingen fornemmelse for, hvad forældre egentlig var. Jeg havde ingen anelse om, at man kun forventedes at have ét par forældre, som skulle vare hele livet. … Mor og far havde ikke rigtig noget med mig at gøre, og jeg vidste ikke, hvad man skulle med dem, hvad der egentlig var meningen med dem. Jeg vidste heller ikke, hvad der adskilte mine forældre fra andre mænd og koner. … Jeg sagde aldrig nogen sinde, som andre børn, med stemmen fuld af ejerfornemmelser – det er min mor. Og hver gang jeg blev efterladt et sted, hvor der var både en mand og en kvinde, troede jeg, at det var min nye mor og far. … Den følelse, som det vakte i mig, kunne være panik, men tit følte jeg simpelthen en accept af den verdensorden, som jeg troede herskede. … Men siden der ikke var nogen følelser inden i mig, som gav mig et vink om, hvordan det her med mødre og fædre hang sammen, var jeg overladt til det, som jeg selv kunne tænke mig til”.[9] Betegnelserne far og mor peger ikke på en betydning. Det efterlader Gunilla et sted uden en følelsesmæssig relation til forældrene. De er ikke betydende i en særlig udgave. De reelle forældre er der, men de indgår ikke i en symbolsk og følelsesmæssig sammenhæng for hende. De er udskiftelige med enhver anden mand og kone. Ordet mor adskiller sig ikke fra kone, det er et og det samme. Denne sammenblanding er udtryk for en reduktion i de symbolske elementer, og dermed er der færre af dem at flytte rundt med og orientere sig med i verden.

Det normale barn skelner meget præcist her. Det er vejledt af det følelsesmæssige kompas, der danner bånd mellem forældre og barn. Betegnelserne mor og far har, sammen med følelserne, normalt den effekt, at de placerer barnet. Det indfører det i det sociale, hvilket i første omgang er den infantile ødipale familie. Konstruktionen ”min mor” indplacerer imidlertid ikke Gunilla i den symbolske sammenhæng som datter af lige netop den kvinde, der biologisk og socialt er hendes mor. Hun placeres ikke i en relation, tværtimod siger det hende intet. De udeblevne følelser mangler nu som retningsgiver for, at ”min mor” kan få tale og blive hørt. For Gunilla fungerer den andens tale som et ekko, ”de (ordene) gled ind i min hjerne og lagde sig på plads”. Det vender imidlertid ikke tilbage og gør hende til subjekt for den anden – til datter af sin mor.

Hvordan kan den sammenhæng, der normalt produceres mellem ordet ”mor” og følelserne forklares? Følelserne må mærkes af sproget for at kunne få en betydning. Eller med Gunillas ord, for at de kan ”sige noget af sig selv”. Lacan bliver opmærksom på, med hjælp fra sprogvidenskaben, at sprogtegnet kan opdeles i to dele. I den betydende lydlige del – signifianten, og en indholds og begrebs del – signifién. Mellem disse to dele er der en spærre, der adskiller dem. Når vi på dansk siger ”bakke” – kan vi pege på mindst tre forskellige begrebsmæssige ting. En bakke til at bærer ting på, en bakke at køre op ad og det at bakke i en bil. Lydbilledet er det samme, men indholdet adskiller sig radikalt fra hinanden. Vi kan ikke nøjes med at pege på tingen og benævne den. Sproget kan netop meget mere end det. Det kan producere metaforer, der skaber betydningsbærende rum. Forretningsmanden kan bakke ud af et foretagende, der ikke synes ham rentabelt. Viser ord­yden ”bakke” at indgå for ham på en særlig måde i hans organisering af sit liv, vil den kunne betegnes som en signifiant i analytisk forstand. En signifiant henviser altid til en anden signifiant. Den står aldrig alene. Dette træk ved den interesserer den lacianske psykoanalyse, idet den opdager, at det er signifianterne, der er bestemmende for vor adgang til og orientering i verden. Som subjekter er vi båret af et antal signifianter, som ubevidst opretholder vor psykiske eksistens. Autismen viser, at adgangen til signifianterne ikke er noget naturgivet. Det er med andre ord en adgang, der skal skabes. Grundlaget for den udveksling mellem mennesker, som tale er et udtryk for, er ikke medfødt. De ubevidste funktioner skal dannes. Barnet bruger de første par år på at danne dem. Indtil da er barnet nødvendigvis en snylter. Barnet er fra undfangelsen fuldstændig afhængigt af et fungerende andet ubevidste; det er det, indtil det selv har produceret et. Barnet lever af og er afhængigt af det ubevidste, omsorgspersonerne stiller til rådighed for det. Mennesket er vedvarende afhængigt af, at der er andre mennesker, der som det selv er båret af et ubevidste. Spædbarnets afhængighed er radikal. Det er til i kraft af, at nogen, forældrene m.fl., forud for, hvad det faktisk er som spædbarn, har tanker, ønsker, idéer om, hvad det kan blive til, og hvem de har for sig. Som minimum må de anerkende det som et lille talende menneske. Barnet skal bydes på betydning forud for, at det kan bede om det.

Når vi tillægger følelserne autenticitet, har vi ret, men grunden til, at vi kan tillade os at regne med dem og hvad de siger, skyldes signifianternes effekt. Med andre ord, vi henter denne autenticitet fra sproget. Signifianterne optræder og indgår i sprogkæder. Dels strukturelt bestemt af sprogets indre opbygning, som relationerne mellem had-kærlighed, glæde-sorg, dels kulturelt bestemt (synd var før det syndige, i dag er det synd for nogen) og dermed sammenkædet med en tid, og dels nok så væsentligt – subjektivt sammenkædede. Ud af de mange elementer (bogstaver, tal) sproget består af, kan der sammensættes et uendeligt antal af betydende ele­menter. Udover de egentlige sprogelementer kan en signifiant også være et blik, klangen i en stemme, et tal, en måde at gå på m.m. Når vi taler om signifianter, er det de elementer, der ubevidst leverer betydning for det enkelte menneske. For ethvert subjekt er de ubevidste betydende elementer – signifianterne – imidlertid begrænsede.

Det er via signifianterne ”mor” og ”far” at betegnelserne ”mor” og ”far” kan blive til ”min mor og far”. Betegnelserne beder om en (be)tydning, der altid optræder i en sammenhæng med andre betydningselementer, signifianter. Det er via disse, at forældrene kan savnes, længes efter, hades, elskes m.m. Det er via signifianterne, at subjektet på en og samme tid udpeger de andre og sig selv i den særlige betydende symbolske relation. Dette ”min” bestemmes først bagud ved en tilbagevending. Det drejer sig netop ikke blot om en benævnelse af følelser – at sætte ord på, som det hedder i nutidens sprog. Men det drejer sig om skabelse af det sociale felt for udveksling, hvori ordene kan produceres i en (sam)tale og, netop fordi der er en der lytter, kan gives betydning.

En 12 år gammel dreng, der hævder at hade sin mor og derfor tog en tegning fra hende, som han selv havde givet hende, da han var 3 år gammel, sagde: ”Jeg vidste jo ikke, hvad jeg gjorde dengang”. Han nægter at gøre sig klart, at det samme er tilfældet nu. Han er ikke autist. Men han nægter at anerkende og indgå i den udvekslingsfunktion, som han er uløseligt indspundet i og afhængig af. Han vil ikke vedkende sig den kærlighed, hvormed han i sin tid begavede sin mor med denne tegning fra sit hjerte. Han tager fejl, når han tillægger spørgsmålet om viden det afgørende moment i deres nuværende situation. Det handler rigtignok om en viden, men netop dén viden han har mulighed for at få adgang til via et psykisk arbejde. En viden der vedrører hans forhold til sin mor. Når han nu kan sige, at han hader sin mor, er det fordi han også (har) elsker(t) hende.

For det normale barn kan det også vække vanskeligheder at skelne mellem begreberne kvinde og mand og mor og far. Men det normale barn har aldrig problemer med at præcisere sin symbolske plads i forhold til forældrene. Vanskelighederne opstår i og med, at barnet identificerer sig med den voksne, moderen for eksempel, og mener, at hun er gift med sin far. Det skulle jo nødigt være tilfældet. For det normale barn går begrebet mor/far altid forud for begrebet kvinde/mand. Jo flere brikker, der er indkommet i barnets sprog, jo flere muligheder gives det for at placere sig i forhold til andre mennesker. Det kan være som den, der er udenfor, for hvem det ikke vedrører, der er forladt, der er den umulige, elskede, udvalgte, glemte eller ligegyldige søn eller datter. At bevæge sig ud af den ødipale familie, ens placering dér og ind i andre grupperinger i samfundet, kræver et psykisk arbejde. Og det kræver den logiske forudsætning – at barnet er kommet ind i familien – i den symbolske familie. Det vil sige, at udvekslingsfunktionen er skabt og taget i anvendelse. Netop den manglende indoptagelse i den symbolske orden er autistens problematik.

Borte-tit legen – nærvær og fravær

Autismen er en situation, hvor ordene sættes på tingene, sproget bliver brugt som et benævnelsessystem. Gunillas lige gyldighed med hensyn til forældrenes fravær og det at blive overladt til en anden mand/far og kvinde/mor er påfaldende forskellig i forhold til det normale barns reaktion ved forældrenes fravær. Dér vil forældrene aldrig være placeret med samme gyldighed som enhver anden mand og kvinde. Dér vil netop fraværet være kilden til psykisk aktivitet. En to år gammel pige blev i en periode af sin mor anbragt hos sine bedsteforældre. Da moderen igen kom for at hente sin datter, blev hun mødt med ligegyldighed. Først da datteren gennem denne afvisning havde vist sin mor, hvordan hun selv havde følt sig afvist, og moderen havde vist, at hun var i stand til at udholde afvisningen og forstod dens mission, kunne pigen igen tage sin mor til sig.

Freud hæfter sig ved en leg han iagttog hos et 1½ år gammelt barn, dér ikke, bemærker Freud, er fremmeligt i sin intellektuelle udvikling, men som har taget kulturens pres på sig. Barnet overholder uden videre de bud, der er sat for dets færden. Når dets mor er fraværende, er det i stand til at bevare sig selv. I legen, som det spontant frembringer, smider det en garntrisse, der er fastgjort en snor om, ud i rummet og trækker den tilbage til sig selv igen. Begge disse bevægelser ledsages af en sproglig akt. Udkastbevægelsen bliver ledsaget med noget, der høres som ”bort”, og tilbagekomsten høres som ”der”. Legen går under navnet borte-tit legen.[10] Barnet kunne have været begyndt at græde, men i stedet begynder det at symbolisere – at skabe sit eget indre rum. Barnet lader ikke følelserne blæse ud i et skrig, men laver et psykisk arbejde, men det benytter sig ikke af en intellektuel arbejdsmåde. Det iscenesætter en leg for psykisk at placere fraværet, det symboli­serer det. Legen vidner om en traumatisk situation, som bliver overvundet. Barnet blev for en tid forladt af sin mor, men det blev i stand til at overkomme hendes fravær og skabe noget ud af det.

Lacan vender tilbage til dette sted hos Freud, fordi Freud her illustrerer, hvordan subjektet ubevidst produceres. På hvilken måde skal det forstås? Lacan definerer subjektet således; subjektet er signifiant for en anden signifiant. Spaltningen producerer signifianterne ”borte” og ”tit” og dermed subjektet, som det ene øjeblik er subjekt for ”borte” og det næste for ”tit”. Subjektet bliver til i talen. Imellem dette ”borte” og ”tit” optræder et tomt sted – en mangel. Denne mangel er det, der giver mennesket grunden til at tale – videre. Vi kan aldrig påstå at have sagt alt. Der vil altid være mere at sige, som endnu ikke foreligger mellem en selv og de andre mennesker, man færdes med.

Lacan skelner mellem jeg´et og det ubevidste subjekt. Lacan interesserer sig for subjektiviteten og dens dannelse. Subjektiviteten er den kompleksitet, som det psykiske udgør. Den bygger på en spaltning. For den lacianske psykoanalyse er der ikke tale om et helt, helet, menneske. Der er tale om en sammenhængende sammenhæng – der er spaltet. Mennesket taler, fordi det via sproget er spaltet. Sprogets struktur indfører subjektet i en spaltethed. Barnet benytter sprogets indre sammenhænge mellem nærvær og fravær. At tale om fravær betyder, at noget også kan være nærværende. Det er en form for indfoldet indeks, der indikerer sprogelementernes indbyrdes forhold, og som giver det subjekt, der er inddraget i sproget, et fingerpeg om denne sammenhæng.

Gunilla står som autist udenfor. Hun er i en anden situation. Hun er, som hun skriver, overladt til det, hun kan tænke selv. Overladt til sit intellekt. “Jeg ville gerne forstå, og det medførte, at jeg dannede mig teorier – hvis alt i dagligstuen så ud på en bestemt måde, hvis solen skinnede ind gennem gardinerne, askebægret stod på bordet, og der lå en avis ved siden af, og hvis Kerstin (søsteren) så kom hjem fra skole… så troede jeg, at det hele var nødt til at se nøjagtig lige sådan ud, hvis hun også den næste dag skulle komme hjem fra skole. Sådan måtte det simpelthen være. Det passede tit så godt”.[11] Sproget har for hende ikke nogen indeks­funktion, hun må derimod benytte sig af sit intellekt – sætte ord på – i et forsøg på at forstå og orientere sig. Men metoden er besværlig og giver blot tilfældigt et anvendeligt svar. De ting, hun forsøger at sammenholde, har ikke i logisk forstand noget med det tidspunkt at gøre, som hun uden at vide det søger. Hun er ikke i stand til at stille spørgsmålet; hvornår kommer Kerstin hjem? Bemærk, at Gunilla netop ikke forsøger at forstå fraværet, det er bare sådan. Hun undersøger det nu, tilbagekomstens øjeblik, hvor Kerstin viser sig, og de midler, hun benytter hertil, er reelle fysiske elementer, som hun forsøger at navigere i forhold til. Fravær og nærvær er for Gunilla to adskilte verdner, hvor hun blot har adgang til det, der er hér. Der er ikke tale om et før og et efter, men blot om et nu.

I borte-tit legen viser Freud, at subjektet bliver til i det felt, der skabes i legen. Legen er en subjektiv skabelsesakt. I bevægelsen mellem dette ”borte” og dette ”tit” konstitueres det spaltede subjekt. Det spæde og mindre barn udgør via krop­pen en selvstændig enhed. I den forstand er det et individ, men psykisk set udgør spædbarnet i begyndelsen en sammensmeltning af et ”mor-mig”. Dette ”mor-mig”-billede, en fælles krop med to ansigter, kan ind imellem ses i tegninger fra børn, der tidligt bliver i stand til at udtrykke sig på papir. En sådan tegning illustrerer det fantasme, som dette billede kan efterlade. Spædbarnet er først psykisk til i sin mors tale. Det er til via hendes stemme. Det er stemmen, der garanterer dets gyldighed (eksistens) som subjekt. Når borte-tit legen bliver mulig for barnet, kan det bevare sig selv, også når mors fysiske nærvær, hendes stemme, er borte. Selv om hun er væk, er hun der i barnets psykiske univers som fraværende. Det ubevidste subjekt skal skelnes fra individet og jeg´et. Individet er det, Gunilla er i stand til at lokalisere sig selv, og sine forældre, som. Det slår tydeligvis ikke til ret langt i det menneskelige samliv, hvor der almindeligvis er langt mere på spil. Psykoanalysen er ikke i stand til at tænke individet, eller måske mere præcist, den har afslået at tænke med den term, fordi den har opdaget menneskets kompleksitet. Vi er ikke helt de samme altid, det afhænger af, hvem vi taler med. Vi kan gøre et, siger noget andet og mener måske noget tredje. Vi er ikke blot fornuftsvæsner. Det forholder psykoanalysen sig til, og derfor må den tænke med hypotesen om det ubevidste.

Den kliniske psykoanalyse bliver ofte beskyldt for at være en intellektuel affære. At den kan praktiseres sådan, derom er der ingen tvivl, men i så fald er det ikke en klinisk praksis, der ledes af psykoanalysens etik. En analyse drejer sig ikke om at forstå dette og hint, selv om det udmærket kan være det, der driver analysanden til analysen, og selv om det er et biprodukt af analysen. Der er en afgørende forskel mellem et intellektuelt og et analytisk arbejde. En analyse er en situation, hvor det ubevidste har en særlig plads. Dér skabes en erfaring med, hvordan det ubevidste virker i ens liv og tale. Den erfaring, der skabes, er en symbolisering af det menneskelige grundvilkår, det er at være båret af det ubevidste. Det vilkår har altid et unikt udtryk og danner en unik erfaring.

Det sociale i sproget

Kammers ekkolalieksempel med drengen, der brugte sin mors udsagn som udtryk for sit eget ønske om at få mælk, ”Nu vil jeg give dig mælk”, viser, at sprogets indeksfunktioner, der blandt andet drejer sig om de personlige stedords indbyrdes relationer, ikke fungerer for ham. Han kan ikke spontant omplacere det grammatikalske subjekt ”jeg” til det ”du”, han er i talesituationen, hvor han er den, der tales til, og dermed den, der er i lytterens position. Han placerer sig i forhold til sætningen, som var den et billede, der blev spejlet. Sprogelementernes indbyrdes relationer er bestemt af grammatikalske regler, og disse regler angiver anvendelserne af blandt andet de grammatikalske subjekter ”jeg, du, dig” og ”mig”. ”Dig” i mors sætning fungerer for drengen ikke som en udpegning af ham som subjekt i forhold til den anden (mor). Der er ikke tale om et ”jeg”, hverken i grammatikalsk eller i subjektiv forstand. Ordlyden ”jeg” indgår blot i en sprogmasse, ”nu-vil-jeg-give-dig-mælk”, der tilsammen for ham betyder (et ønske om) mælk. Det er en privat og isoleret ”sproglighed”. Sproglighed er i citationstegn, idet det dårligt lader sig gøre at kalde det et sprog. Der er snarere tale om et benævnelsessystem, der egner sig til at udpege og meddele med. Denne sproganvendelse har den konsekvens, at det ikke henvender sig ”direkte til modtageren (som subjekt), men er ofte talt ud i det tomme rum”[12]. Der er ingen, der tales til, og ingen, der forventes at lytte og give betydning. Der er ingen og ingen Anden til stede – der er tomt. Lacan indfører den Anden (læses den store Anden) som det sted, hvorfra vi henter de betydningselementer vi, som subjekter, er til i forhold til. Disse elementer, signifianterne, skal ikke tænkes som et socialt fænomen mellem mennesker og sproget. Det drejer sig derimod om det, der konstituerer de love, der regulerer det ubevidste.

I dette eksempel er den anden reduceret til en krop, der indgår med samme status som ting. Det virker åbenlyst fremmed for os, når det præsenteres her, men den tendens, der er opstået blandt andet i mange faglige miljøer, hvor der efterspørges ”redskaber” til at håndtere en given problematik, som eksempelvis et barn der har ”lukket sig inde”, kunne det ikke også høres som et udtryk for en sproganvendelse, der går i retning af den autistiske? Som søgte man blot en metode, der kunne benævne, hvad der skulle gøres. En sproganvendelse, der forsøger at dreje udenom en subjektiv inddragelse. Jeg vil lade spørgsmålet stå åbent.

Når det er muligt at opretholde en samtalesituation, der ikke på forhånd er cementeret på et indholdsniveau (benævnelsesniveau), er det i sig selv en åbning i forhold til det ubevidste og det, det ubevidste stiller til rådighed for os. Da sker der noget undervejs i talesituationen. Vi bestemmer aldrig selv, hvordan det, vi siger, bliver hørt. Dette træk producerer mange forskelligartede situationer og åbner for, at der kan høres mere, end der umiddelbart siges i såvel ens egen som i den andens tale. Det bliver ikke til et spørgsmål om ”redskaber”, men om at lytte og have tillid til, at noget er i gang med at blive sagt. Vi er overladt til at finde hinanden i talen, og talen er altid henvendt. En tale som må underkaste sig den Anden, der koder den, vel at mærke uden jeg`ets vidende. Selv formelle sproglige fejl, som at ombytte de personlige stedord og dermed danne en meningsforstyrrende og grammatikalsk forkert sætning, kan være udtryk for det ubevidste subjekts involvering. At lytte til det, der er i færd med at blive udsagt, kræver en åbenhed fra den, der lytter, og en tillid til det ubevidste. Der findes ingen manual eller forskrift. Ved hvert møde med den anden står vi i en ny situation. Er vi i besiddelse af en erfaring, kan den måske inspirere, men ikke engang den er nogen garanti for, at en talesituation lykkes. Det er en almen livserfaring.

Gunilla Greland skriver: “Der var noget mærkeligt ved sproget, jeg sagde lige præcist hvad jeg mente, men så blev det til noget andet. Jo større jeg blev, desto oftere havde jeg denne følelse af, at når jeg sagde nøjagtigt hvad jeg mente, klart og tydeligt, så syntes andre at høre noget andet. Og når jeg hørte præcist hvad andre sagde, så viste det sig, at de havde ment noget andet. Jeg sagde altid lige præcist hvad jeg mente, hverken mere eller mindre. At andre ikke gjorde det var meget forvirrende”.[13] Gunilla nævner her den ene af sprogets virkninger. Hun beskriver ubehaget ved den udsathed, man befinder sig i i talesituationen, idet man som talende er overladt til den anden, til den der lytter. Overladt til hvordan den, der lytter, forstår og fortolker ens tale. Gunilla lider derimod ikke under en anden følge af det at være i sproget, nemlig vanskelighederne ved at tale på rette tid og sted. Der er ingen fortrængninger, der vrider eller popper op eller leger med sproget og de grammatikalske regler. Sprogteknisk er hun meget bedre stillet end den føromtalte autistiske dreng og bedre end mange i det normale felt. Hun kan kun udtrykke sig sprogligt korrekt. Hun forstyrres ikke i sin egen tale, hun siger klart og tydeligt, hvad hun vil, hverken mere eller mindre. Denne entydige og tekniske sproganvendelse minder om idealet for sproget, når det kun tænkes som kommunikation. Imidlertid er det netop en konsekvens af, at det ubevidste ikke fungerer. Der er ikke noget, der vender tilbage fra den Anden, intet der forstyrrer, bringer hende til at tøve eller får hende til at forbavses over, hvad hun selv har sagt.

Gunilla lytter til den andens tale på samme måde, som hun former sin egen. Hun refererer en situation fra sin barndom, hvor hendes mor spørger: ”Kan du rydde op på dit værelse?” Hun svarer: ”Ja”. Hun forstår imidlertid ikke, at moderen senere bliver vred over, at hun ikke har gjort det. Hun hører sin mors sætning, men ikke det, der implicit ligger deri, som kunne lyde: ”Vær venlig at rydde op på dit værelse”. I stedet svarer hun præcist på det, moderen spørger om, hverken mere eller mindre. En given talesituation, der for Gunilla vil blive opfattet som mislykket, ville også for det normale barn kunne blive opfattet på tilsvarende måde, men vil på trods af dét på en og samme tid placere det i sproget og dermed i et forhold til denne ”mislykkede” talen og den anden.

De velfungerende autister har over tid mulighed for i en vis udstrækning at kompensere for det, de står udenfor, ved et ihærdigt forskningsarbejde ud i det sociale. Gunilla bemærker, at der for hende ikke rigtigt er noget, der ”går af sig selv”. Om det fænomen, at mennesker kan give sig til at græde, skriver hun: “Jeg funderede over, om jeg kunne lære at forstå, hvornår man skulle reagere sådan. Jeg burde måske have øvet mig? Men min fornemmelse sagde mig, at man burde reagere af sig selv, og af sig selv, det var svært. Det vidste jeg ikke, hvordan foregik. I mig var der aldrig noget, der gik af sig selv”.[14] Denne dimension, at noget ”af sig selv”, her en sorg eller tristhed, vender tilbage til subjektet fra et andet sted i en selv, det sociale eller betinget af en andens tale, kender Gunilla ikke fra sit erfaringsfelt. I dette citat erkender hun grænsen for sin sociale forskning. Hun kan placere denne gråd som uafklaret, men gråden kan ikke sætte hende psykisk i gang med for eksempel at undersøge, hvad det er, der bliver grædt over.

Adgangen til den almindelige dannelse og kulturudvikling, er betinget af en transmission og en gøren noget til ens eget – en symbolisering. Det, der transmitteres, er et resultat af tidligere generationers symboliseringsarbejde, samt det arbejde de har måttet overlade til de kommende generationer. Kun derigennem bliver vi indskrevet subjektivt i vores historie, familiært såvel som kulturelt. Den arv, som mennesker almindeligvis indgår i fra generation til generation, kan ikke transmitteres af et benævnelsessystem.

Adgangen til kroppen og dannelsen af jeg`ets form

Menneskebarnet adskiller sig fra andre dyr ved at være afhængigt af, at mindst én anden i en lang årrække tager sig af dets pasning og pleje. Derudover er det afgørende, at der er en anden, der opretholder en tale med det, der indgiver det i sproget. Kroppen oplever spædbarnet ikke som sammenhængende fra starten. Dels skal der en biologisk betinget modning til, der blandt andet drejer sig om myelineringen[15] af nervecellerne, men det afgørende i denne sammenhæng er, at kroppen først skal mærkes af sproget via den reelle Anden (forældrene) og i den bevægelse erogeniseres (psykisk indtages) den. Forældrenes tale må kortlægge kroppen ved at udpege og berøre den reelt og sprogligt del for del. Kroppen bliver psykisk til ved at organismen og talen væves sammen. Men for at disse kropserfaringer, som forældrene stiller til rådighed for deres barn, kan virke samlende, må en afgørende begivenhed finde sted – indførelsen af det ubevidste kropsbillede. Dette billede åbner for, at kroppen kan subjektiveres i en tilbagevirkende og samtidig forudgribende bevægelse. Denne symbolske begivenhed indtræder omkring de 8-9 måneder. Barnet, som måske ofte før er blevet bragt hen foran et spejl, opdager pludselig en sammenhæng mellem dette spejlbillede og sig selv. Det er en afgørende begivenhed. I det ubevidste afmærkes kroppens ramme og det giver en adgang til kropsbilledet, der på en og samme tid indrammer kroppen og sætter sit aftryk i den. Barnet opdager sig selv i hel figur. Dér forstår det pludseligt, at det navn det bærer, har med dette billede at gøre, som det genkender dér i spejlet. Den begivenhed giver barnet højlydt sin applaus på. Begivenheden er ikke afhængig af spejlet, som den materielle genstand i det tredimensionelle rum vore kroppe orienterer sig i. Det er en begivenhed som først og fremmest foregår på ”den anden scene” – som Freud også kaldte det ubevidste. Via den omtalte spejlscene ser vi blot effekterne af, hvad der foregår dér. I det ubevidste kropsbillede vil der fremover indlejre sig et utal af billeder, ligesom de kropserfaringer, barnet indtil da har gjort, får en ramme at henvise til. Det er på dette tidspunkt endnu ikke muligt for barnet at koordinere og kontrollere bevægeapparatets funktioner selvstændigt, men billedet forudgriber dette. Barnet vil fra og med denne begivenhed stræbe mod dette billede af den hele krop og fortsætter dermed sin tilegnelse af kroppen. Når den anden er en fremmed for barnet, mødes vedkommende fra da af med angst eller reservation. Angsten vidner om subjektets nærvær.

(Billede kommer snart)

Denne tegning er tegnet af en godt 4 år gammel, normalt udviklet dreng. Tegningen forestiller ham selv, i hans position ”mig selv”. Det skal bemærkes, at han for at tegne sig selv, som han placerer i midten af tegningen, må tegne hele sin familie med. Netop de mennesker han relaterer til. At han i dette fantasme er ét med sin familie, understreger han ved den cirkulære indrammende streg.

Drengen med ekkolalitalen har som nævnt ikke et begreb om jeg`et. Han kan ikke skelne mellem egen krop, jeg`et og den anden. Andre mennesker indgår blot som kroppe for ham på lige fod med ting i hans benævnelsessystem. I det normale barns subjektiveringsproces har ting (bamser m.m.) og individer også en tendens til at falde sammen. Men her er det tingen, der tillægges menneskelige træk og ikke omvendt. Den autistiske funktionsmåde er en ikke-subjektivering, mens det normale barns adgang til verden netop går igennem en subjektivering. Den vil aldrig være absolut eller endelig. Vi vil vedvarende have et subjektiveringsarbejde at gøre.

Kroppen er, indtil den tilegnes, en del af den ydre verden. At rejse sig fra den kravlende stilling og begynde at gå er en symbolsk præstation. Men hvad med Gunilla og kroppen? Gunilla Greland skriver: “Den omverden, der havde bestemt, hvor længe det var passende for børn at blive kørt i barnevogn, tog intet hensyn til, at jeg, for at kunne gå, måtte tænke at jeg gik, skridt for skridt. Den slags kendte den almægtige omverden ikke til – altså talte det ikke. Men jeg nægtede at gå, og der var intet mor kunne stille op. Hun vidste, at nægtede jeg, så nægtede jeg, der var ikke plads til forhandling”.[16] Gunilla må til stadighed tænke for overhovedet at frembringe gangmønstrets bevægelser. Kroppens bevægemønstre er ikke umiddelbart tilgængelige for hende. Hendes tanker må som Pinocchios tråde, der førtes af dukkeføreren, føre hende skridt for skridt, det går netop ikke af sig selv. Disse problemer med kroppens bevægefunktioner viser os, at det normale automatiserede gangmønster, der gør det muligt for os, at det at gå går af sig selv, er betinget af det ubevidstes dannelse.

Kroppen må aftegnes i det ubevidste, før bevægeapparatets funktioner kan tages i brug, og kroppen kan navigeres i rummet. Sanseerfaringerne har brug for en ramme at henvise til for at danne brugbare kropslige bevægemønstre. “Jeg kunne … godt lide at opholde mig i trange, små rum, hvor der var stille og roligt, jeg trivedes, når jeg sad et sted, hvor jeg lige kunne være. Jeg ville gerne iføre mig et rum eller en hule som et klædningsstykke, det var trygt, når der var trangt. Der skulle ikke være noget mellemrum mellem ting, og når jeg passede lige ind et sted, følte jeg en ro”.[17] Gunilla finder en kasse at putte kroppen i som en midlertidig kompensation. Hun mangler en kropsafgrænsning. Fraværet af kropsbillede efterlader et manglende aftryk i kroppen. Det har store følger for hende.

Kropsbilledets indførelse i det ubevidste virker dobbelt ind. Det gør noget ved barnet, idet det, så at sige dér i billedet, i en fremmedgørelse ser sig selv blive til og dér forstår sit eget navns subjektive status, og samtidig træder den anden ind på scenen. Derved bliver det muligt at skelne mellem jeg`et og den anden. Uden denne ramme i det ubevidste kan kroppens sanseindtryk ikke samles og erogeniseres. Gunilla skriver: “Hvis nogen pludselig bøjede sig ned over mig, kunne det gøre mig vældig bange. Jeg fik en følelse af, at noget faldt ned over mig, at jeg ville blive knust under det. Men mine reflekser reagerede ikke. Jeg løb ikke min vej, jeg kastede mig ikke til siden. Panikken fandtes indvendig. Hjælp! Jeg bliver knust. Hvor er jeg? Hvor er min krop? Hvad er op og hvad er ned?”[18] Der er ingen orienteringsmuligheder i forhold til rummet, egen og den andens krop. Lignende proble­mer ser vi også hos ikke-autistiske børn som syndromer og i normaliteten som punktvise midlertidige forstyrrelser. Forstyrrelser af sanseintegrationen – jeg`ets funktion. Det kan føre til vanskeligheder med at orienterer kroppen i rummet, opretholde tonus i musklerne, finde ro i kroppen m.m. Disse forstyrrelse, samt flere til, vidner om den sammenhæng, der for mennesket er mellem kroppen og talen.

Menneskebarnet må i sin tilegnelse af kroppen gå evolutionens gang, vende sig og krybe, før det kan kravle. Kravle før det kan gå. Men for mennesket sker der via sproget en indgriben i denne evolutionsbevægelse. Sproget griber fat i organismen og væver sig sammen med den til en psykisk krop. Selve vævearbejdet er det ubevidste i arbejde. Det ubevidste kropsbillede er ramme for jeg`ets første udkast. Dette billede understøtter det grammatikalske ”jeg” i en sætning.

At tale og tænke

Vi må skelne mellem individet, jeg`et og det spaltede subjekt for at kunne sige no­get om, hvad det vil sige at tale. At formulere en sætning korrekt ved blandt andet at anbringe de personlige stedord i forhold til en given talesituation og ud fra sprogets grammatikalske regler – og dermed placere det ”jeg”, der fremkommer og opretholdes i kroppens sammenvævning med talen – er ikke det samme som at sige noget selv. Det er enhvers erfaring, at der er forskel på at tale ud fra en subjektiv position og ikke gøre det. At tale betyder ikke nødvendigvis, at der er et subjekt på spil i det, der siges. Talen kan godt være tom på linje med den autistiske tale. Tom skal her forstås som ikke-subjektiv. En unik tale i en given talesituation er knyttet til talesituationens tid og sted. Det ubevidste subjekt vil skaffe sig adgang via forstyrrelser i talen såsom fortalelser, misforståelser, talefejl, forglemmelser, sætningskonstruktionsfejl, gentagelser, ekkoer m.m., idet det blandt andet er dér, i det uventede, det overraskende, det ubeviste subjekt giver sig til kende. Dette subjekt kan befinde sig på et andet sted i talen end på det grammatikalske subjekts sted.

Uta Frith, der er autismeforsker, skriver at autisten mangler en: ”evne til fuldt ud at indse, hvad det vil sige at have en indre verden og tænke, vide, tro og føle på en anden måde end andre”.[19] Men netop dette er autisten ikke ene om. Strukturelt befinder ethvert menneske sig i denne fremmedhed i forholdet mellem sig selv og den anden. Det ubevidste subjekt er ikke helt, men spaltet. Nærværende, for lidt efter at være fraværende, i talebevægelsens nu, dér for herefter at blive genkendt i den anden. Tempel Grandin, der har givet titel til Oliver Sacks bog ”En antropolog på Mars”, føler sig som antropolog på Mars i samværet med andre mennesker. Hendes personlige erfaringer som autist har fået hende til at konkludere, at det, hun står udenfor, er en ”uudtalt viden om sociale konventioner og koder, kulturelle forudsætninger af enhver art”.[20] Tempel synes bedre end de, der knytter deres forhåbninger til det Frithske ideal, at kunne forstå, hvad det vil sige at være en anden end den anden, og hvad det vil sige at stå uden den Anden i form af det, der koder sub­ektets tale. Den indfoldning, som det ubevidste subjekt bliver til i ved at lade sig konstituere som subjekt for den Anden, skaber det sociale bånd, der indbefatter en fremmedhed. Det er via dette fremmede, det er muligt at komme til tale. Dels må der være en anden at tale til, og dels kommer talens elementer fra den Anden. Vi er konstitutivt overladt til at finde vore egne spørgsmål hos den anden. Autismen har her indtaget pladsen som dette fremmede, en anden med en særlig gådefuldhed.

Afslutning

Autisme og normalitet opfattes almindeligvis som radikale modsætninger. Jeg har dels understøttet denne opfattelse og dels åbnet for at pege på steder, hvor der ikke kan opretholdes absolutte grænser. Afslutningsvis vil denne sidste bevægelse trækkes lidt længere med det formål at åbne for spørgsmålet om, hvorvidt autismeproblematikkens opdukken i kulturen har med vor måde at organisere vor verden på, her ved indgangen til det 21. århundrede. Autismens problematik fascinerer det moderne menneske. Hvad søger vi ved autismen? Er autismen en privilegeret mulighed for at få fat om nogle af de effekter, vor tid har på os? Vor tid benytter sig i stigende grad af kontrol. Noget kan tyde på, at vi bliver stadig bedre til at udholde den. Autisten er fortrinlig til særlige opgaver af kontroltypen, idet der netop ikke sker en forstyrrende subjektiv indblanding. Entydigheden er ligeledes en af tidens tendenser. Autisten er entydig i sin tale, punktlig og teknisk dygtig – og ofte specialist på et felt. Autisten kunne måske siges at udleve et af tidens idealer – at være helt sin egen.

Psykoanalysen minder os om, at vi kun har mulighed for at være i livet ved at tale. Vi er kun til som subjekter via den anden og det udvekslingsforhold, vi får mulighed for at etablere til andre. Forhold går aldrig op, kan aldrig tilfredsstille den enkelte helt. Talen er ikke entydig og vi kan ikke kontrollere det sted, hvorfra vor egen tale udgår. Vi er ikke blot fornuftsvæsner. Vi er med Freuds ord ”ikke herrer i eget hus”. Det er en erfaring, psykoanalysen holder sig for øje, men denne erfarings historie går tusindvis af år tilbage i tiden. Religionerne kan læses som en stor erfaringsopsamling omkring de etiske spørgsmål, disse vilkår til alle tider har rejst i enhver kultur. Noget kunne tyde på, at vi, som i neurosen, som kultur, er ved at fortrænge andetheden i os selv. Er der en pris at betale for det? Bliver vi med tiden ude af stand til at skelne mellem det, der er vore egne spørgsmål (og svar), og det, der er andres, eksempelvis min vens, arbejdsgivers, videnskabens, økonomernes, teknologiens?

Vi forventer tilsyneladende i stadigt større omfang, at al menneskelig væren kan indfanges i en vidensdiskurs. Det er den situation, hvor der forventes et svar uden for os selv på et spørgsmål, der grundlæggende vedrører os selv. Formuleret i paradoksets form ligner det en situation, hvor vi omvendt kun anerkender den anden, når vi kan genkende den andens træk via en autoriseret viden. Er vi i færd med at bringe os selv i en situation, hvor vi får stadig færre brikker at flytte rundt med, når vi forsøger at forholde os til det fremmede i os selv? Er det tilfældet, vil det producere vanskeligheder med, at vi kan forholde os til de mange normale konflikter i os selv og i og mellem generationer. Vi vil da kunne forvente, at vi hyppigere kommer i situationer, hvor der kan opstå laguner af tomhed, hvor der netop mangler en andenthed, der kan sætte det fremmede i tale. Den situation kender vi i dens radikale form i autismen.

Enhver tid har sine typer af lidelser, sine segmenterede svar, sine ikke stillede spørgsmål. Tiden som fænomen er en flygtig størrelse. Når man peger på ét træk, så dukker der ét andet op, der måske peger i en helt anden retning. Havde artiklen for eksempel stillet spørgsmålet til den etablerede konsensusantagelse om, at neurosen skulle være på retur, om ikke helt forsvundet, ville den have vist hen til andre af tidens træk. Men ét træk ville begge arbejder kunne enes om, nemlig tidens mange og forskellige artede tendenser til af-subjektivering. Er det grund­læggende vor tids ”nye” lidelse, at vi nu et århundrede efter, at Freud var i gang med at udarbejde psykoanalysen, ”på ny” er blevet både blinde og døve overfor menneskets grundvilkår – at vi er til som subjekter i verden i kraft af det, at vi taler?

Der vil ikke kunne opnås konsensus om at stille disse spørgsmål, og der vil endnu mindre være mulighed for entydige og generaliserbare svar på dem. Skulle jeg da helt have undladt at stille dem?

--------------------------------------------------------------------------------

[1] Leo Kammer. Autistic Disturbances of Affective Contact. Quarterly Journal of Psychopathology, Psychotherapy. Mental Hygiene and Guidance of the Child, Vol.2,(3), s. 217-250. 1943

[2] Hans Asperger. Die ”Autistischen Psychopathen” im Kindesalter. Archiv für Psychiatrie und Nervenkrankheiten, 117, s. 76-136. 1944

[3] Det drejer sig om syv børn og en enkelt ung. Tre af disse børn har været til undersøgelse på børnepsykiatrisk afdeling. Det ene barn kunne der ikke stilles nogen diagnose på, da det efter to års gang og venten i speciallæge­systemet nåede frem til undersøgelse på børnepsykiatrisk afdeling. I dette tilfælde valgte barnets mor at indlede et psykoanalytisk forløb med henblik på at undersøge sit forhold til barnet. Moderens psykiske arbejde i analysen havde den effekt på barnet, at i takt med at arbejdet skred frem, aftog barnets isolationstendens og sære adfærd. De to andre børn er undersøgt og autismemistanken er ikke blevet bekræftet.

[4] Hans Asperger, Hans Asperger og Leo Kammer. Videnscenter for autisme. DK 1996. Side 137

[5] ibid.

[6] Hans Asperger, Hans Asperger og Leo Kammer. Videnscenter for autisme. DK 1996. Side 135

[7] Gunilla Greland. Et rigtigt menneske. Mit liv som Autist. Gyldendal. DK 1998.

[8] ibid. side 85

[9] ibid. side 42-43

[10] Sigmund Freud, Metapsykologi 2. Hans Reizels Forlag. DK. 2. udgave 1983. Side 27

[11] Gunilla Greland. Et rigtigt menneske. Mit liv som Autist. Gyldendal. DK 1998. Side 27

[12] Hans Asperger, Hans Asperger og Leo Kammer. Videnscenter for autisme. DK 1996. Side 69

[13] Gunilla Greland. Et rigtigt menneske. Mit liv som Autist. Gyldendal. DK 1998. Side 34

[14] ibid. side 47

[15] Dannelsen af fedt rundt om nerveceller og -tråde, som leder impulserne

[16] Gunilla Greland. Et rigtigt menneske. Mit liv som Autist. Gyldendal. DK 1998. Side 29

[17] ibid. side 25

[18] ibid. side 28

[19] Uta Frith. Autisme en gådes afklaring. Hans Reizels Forlag. DK 1992. Side 255

[20] Oliver Sacks. En antropolog på Mars. Spektum. DK 1995. Side 259

Af Jane Bykær for "Psykoterapeuten" nr. 3, 2004
Tilbage til artikler