Hvordan siger jeg til mit barn at jeg har kræft og skal dø?

 Når verden vælter

"Det er kræft". En lille sætning, som gør en enorm forskel. Når en kræftsygdom diagnosticeres, rammes hele familien. Mange tænker, at en alvorlig sygdom skaber sammenhold i en familie. Og det kan den gøre. Men en alvorlig sygdom kan også puste til problemer som var i forvejen, skabe nye og den kan skabe underskud, der gør det vanskeligt at have overskud til hinanden og sig selv i en svær tid.

Kræft rammer bredt og rammer også børn, unge og deres forældre. Når den gør det, rammer den ind i barndommens land. Det land, som vi i vor kultur værner om og forsøger at gøre så trygt for barnet som overhovedet muligt. Vi er opmærksom på barnets trivsel. På at støtte,give udfoldelsesmuligheder, udfordringer der passer til alder og niveau. Vi er orienteret mod udvikling og hvordan den kan understøttes bedst muligt. Men, som en gammel talemåde lyder; "Sygdom og død er ingen herre over".

Realiteten kommer vi ikke uden om

Hvad kan vi gøre som forældre og anden voksen for at støtte et barn i en sygdomsramt familie? Vi mennesker lider blandt andet under det, vi ikke ved, vi ved. Barnet udgør ingen undtagelse. Man kan ikke skjule livets alvor for børn. Barnet har brug for at vide besked for ikke at blive overladt til sig selv med alt det svære.

 Derfor er et råd til forældre og andre voksne omkring børn og unge; tal med barnet om det der er sket og skal ske. Når barnet spørger, er det fordi, det er parat til at modtage et svar.  Men for at barnet kan spørge relevant i situationen, kræver det, at barnet får et minimum af oplysninger at arbejde med. Jo mindre barnet er, jo mere afhængigt er det af, at få elementer tilført, så det kan forstå, hvad det er der er sket. Men hvad skal man sige?

Når noget er vanskeligt for forældrene at tale om, vil det ofte også blive vanskeligt for barnet. Både børn og forældre kan have brug for andre at tale med.  Det kan være venner, familie og arbejdskollegaer eller det kan være en professionel. Det afgørende er ikke hvem, men at der i samtalen kan udvikles et mod og en åbenhed overfor at tale om situationen, som den er. Det kræver nærvær, det kræver indføling og det kræver situationsfornemmelse, som al omgang med livets vigtige spørgsmål gør. 

Hvad kan der siges?

Et forældrepar kom til samtale, efter faderen havde fået konstateret kræft. De kom med deres bekymring for deres 4år gamle søn. Sønnen elskede sin far højt. Var i hælene på ham hele tiden og efterlignede alt, hvad han gjorde. Forældrene var bekymrede for, hvordan de ville kunne forberede deres søn på, at han med stor sandsynlighed skulle miste sin far. Det var deres største bekymring.

"Kan vi sige til ham at far skal død? Kan et barn klare at få det at vide?" Hvem kan ikke følge de forældres smerte? Hvem kan ikke synes, at det er ubærligt for et lille barn at skulle miste sin far? Den bekymring spørgsmålene er udtryk for har dyb relevans. Der skal ikke siges fór meget, omfanget af de voksnes sorg, bekymring og angst, kan barnet ikke stille noget op imod. Men bliver der sagt for lidt, er barnet overladt til sig selv. 

Rådet til forældrene blev; Find, med jeres ord, nogle sætninger til jeres dreng, som kan fortælle, hvad det er, far fejler. Sig tilstrækkeligt til at jeres søn selv kan komme tilbage. I sit eget tempo og ud fra det, han er i stand til at tænke. Det gjorde de. De fortalte ham, at det far havde med maven, når han ikke kunne synke sin mad, ikke bare var en fejl lægerne kunne fjerne, som de først havde troet, men kræft. Drengen vidste allerede, fra en anden nærtstående med kræft, hvad det indebar. At far skulle ha´ kemo og at håret ville falde af. Fra bogen "Kemo-manden Kasper" vidste han at kemoen skulle forsøge at slå kræftcellerne ihjel, så kræftcellerne ikke slog far ihjel.

Dagen efter, hørte moderen ham lege med sine bamser. Den ene sagde til den anden; "Min far er død, han har en rose på maven". Han var i gang med at prøve at forstå situationens alvor.

Får barnet ikke adgang til den vide, det har brug for, og mulighed for at tale med en voksen, er det overladt til sig selv. Når det væsentlige i et regnestykke holdes skjult, kan man let fare vild. Det kan føre til, at barnet trækker sig, udvikler symptomer, bliver angst, vred eller reagerer med påfaldende adfærd.  Børn og unge adskiller sig heller ikke her fra de voksne. De har brug for at der bliver talt.

Af Jane Bykær. Kronik Jyske Vestkysten 18. oktober 2009.
Tilbage til artikler